På min cykel

På min cykel ude på de små landevej, forsvinder resten af verden. Der er ikke nogen, der forventer noget af mig. Jeg kigger på landskabet. På solen, der skinner på mig igennem et hul i skyerne. Derude, helt alene, er jeg ikke ensom. Derude er der ingen sorte skyer. Kun på himmelen. Ikke i mit hoved. De bliver blæst væk.
Det føles godt at cykle igen. Jeg møder ikke mange mennesker derude. Der er sådan jeg kan lide det.

Fanø

At tage med færgen fra Esbjerg til Fanø, er at lægge resten af verden bag sig. Alle problemer bliver på fastlandet. På Fanø er der ro og fred. På Fanø blæser vinden og Vesterhavet ruller op på stranden. På Fanø er der rå natur. Græsset vokser vildt på klitterne. Havet og vinden har formet sandet til et fantastisk landskab. Kaniner hopper rundt. Ræven kigger tillidsfuldt på os. Rådyrene springer.

Jeg forventede mig meget af vinterferien på Fanø. Bare ikke sort humør. Det var dejligt derover, men hjalp ikke som forventet.

Glemsom

Jeg er blevet glemsom. Det er så meget ikke mig. Det er svært at akseptere at sådan er det lige nu. Jeg skal huske at være overbærende overfor mig selv. Og tålmodig. Det er 2 ting jeg ikke er.

Lørdag startede jeg langsomt med at kigge ud på regnen. Store dråber. Næsten frossen. I træerne udenfor vinduet hang masser af små regndråber. Jeg var fredlig. Havde fred med den sygemelding jeg står overfor. Samtalen mandag så jeg kan få aftalen på plads med sygemeldingen. Jeg står på kanten af stress. Hvis jeg bliver ved med at gå fremad, så ender jeg i afgrunden. Jeg bliver nød til at stoppe op.

Jeg kom til at overse en kantsten og kørte over den. Da ramlede freden og blev erstattet af en tristhed. Der skal så lidt til.