Det er den første januar. Klokken er kvart over tolv. Jeg sidder foran fjernsynet. Med kaffe i koppen og stollen på tallerkenen. Der viser nytårskoncert fra Wien med Wienerfilharmonikerne. Jeg ser det igen i år. Hvorfor ?
Det plejer jeg. Det er en tradition. Det har jeg gjort i rigtig mange år. Jeg kan huske, at jeg sad ved siden af min mormor i Østrig. Dengang havde vi allerede spist morgenmad ved spisebordet, inden vi indtog pladserne foran fjernsynet. Min mormor havde en mening om de forskellige dirigenter. Vi snakkede om de flotte kjoler. Min mormor kunne fortælle om slottene. Jeg drømte om at være en prinsesse. Let og elegant svæve igennem flotte sale.
Det er ikke rigtig nytår uden Nytårskoncerten. Resten af året lytter jeg til helt anden slags musik. Meget forskelligt musik. Jeg kigger ikke på ballet. Jeg færdes ikke på slotte.
Hvorfor så idag ? Jeg gør ikke de samme ting hver eneste dag i året. Jeg spiser is om sommeren. Men ikke hver dag. Ikke om vinteren. Hvis jeg spiste is hver dag, så tror jeg, at jeg ville blive træt af is. Jeg læser heller ikke den samme type bøger hver dag. Nogen dage er jeg til krimier, andre dage til romaner. Nogen dage til stikkebøger. Nogen bøger er naturvidenskabelige. Hvert bog til hver sin tid.
Nogen ting gør jeg fordi jeg skal. Andet fordi jeg vil.
Idag nyder jeg musikken fra Wien, kjolerne, slottene og landskabet omkring Donau og sender en kærlig tanke til min mormor. Der er noget trygt ved denne tradition. Gode minder.
Bagefter skal der ses Nytårsskihop fra Garmisch-Partenkirchen. Resten af året ser jeg ikke skihop, eller skisport i det hele taget. Det hører til den første januar. Godt nytår!
